Ansvarlighed

Stacey
Stacey E. Johnson, SSP Fredensborg
Som SSP teammedarbejdere er vi dagligt i tæt kontakt med kommunens borgere, især de unge og deres familier.

Vi har for eksempel en del såkaldte bekymringssamtaler, hvor vi på baggrund af en bekymring for en ung tager hjem til familierne privat og taler med både den unge og deres forældre.

I disse situationer oplever vi ofte, at blive mødt med skepsis og forbeholdenhed, når vi møder op foran deres hoveddør. SSP bliver straks forbundet med Fredensborg Kommune som myndighed, hvorfor familien sjældent er særlig samarbejdsvillig i vores første møde med dem. Vi får dem dog hurtigt forklaret, at vi er kommet ud fra et ønske om at hjælpe og rådgive familien og ikke for at hæve pegefingre eller straffe. Det lykkes langt de fleste gange at få en positiv dialog i gang omkring den unge, hvor vi også får skabt mulighed for at stille krav til familien om for eksempel at engagere sig mere i deres børns liv.

Vores erfaring har vist os, at hvis vi tager ansvar for situationen, er åbne og samtidig tør stille krav til familierne, så kan vi få et rigtigt godt samarbejde med dem, og samtidig give dem et godt indtryk af Fredensborg Kommune.